Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Interview en "indfødt" (Thy60)

Opgaven

Besøg ” indfødte” i Nationalpark Thy og find ud af hvor de bor, hvordan de lever, hvorfor de bor der, hvad naturen betyder for dem, hvad de interesser sig for osv. Lav interviews og skriv en artikel hjemme på skolen.

Ordet ”interview” er en blanding af de to begreber ”imellem” og ”syn/synspunkt”. Det handler altså om at eleverne skal lære at skabe flere - eller tværgående - syn på en sag og gennem samtale få belyst sagen fra flere vinkler.

Det vil sige at interviews er en metode, der kan nuancere og perspektivere den måde man ser verden på, og skabe et holdningsmæssigt spændingsfelt, hvor der måske er flere forskellige holdninger til et emne.

Alt efter alderen på den klasse du arbejder med tilpasses opgavens sværhedsgrad.

I denne opgave er interviewet en måde at udfordre og præcisere elevernes egne forestillinger om den verden, der er deres, samt at kvalificere deres stillingtagen til hvilken fremtid, de kan se mulighederne for.

Eleverne lærer både noget om deres omverden, men også om at have holdninger til hvordan verden ser ud, og til hvordan vi sammen skal få den til at se ud i morgen.

Sådan gør du

Forberedelse i klassen - Intro til interview-genren

Hjemme i klassen fortæller du eleverne at de skal ud og møde de indfødte i Nationalpark Thy. Det kan være deres egne forældre, naboen, onkler, tanter eller nogen læreren har taget kontakt til. Det kan også være helt tilfældige mennesker eleverne møder ved f.eks. landingspladsen i Stenbjerg. Der kan bruges andre "hotspots" til at møde mennesker der bor i nationalparken. F.eks. kan I tage til havet i Klitmøller, Vorupør eller Agger og lede efter "indfødte". I kan også søge i Thisted, men forbered eleverne på, at de kan blive afvist og at der måske skal spørges en del gange før der er "bid". Hvordan kontakterne opstår, vil være meget forskelligt alt efter hvor skolen ligger i Thy.

Når man interviewer, er det vigtigt at møde dem man interviewer, der hvor de er.

Et udgangspunkt for en samtale kan være at læreren læser eller fortæller historien om "Tyskerne og havgusen" skrevet af Jens Andersen, leder ved Museumscenter Hanstholm og bragt i ”Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred”. Se artiklen i arbejdsark"Tyskerne og havgusen" I artiklen belyses sagen fra flere vinkler, og eleverne bliver derfor opmærksomme på, at en historie har flere sider, alt efter hvilken vinkel den ses fra.

Alt efter klassens alder kan man arbejde videre på flere måder:

A. Lav et interview ud fra din egen opfattelse af verden

Eleverne gøres opmærksomme på at man ofte som interviewer stiller spørgsmål med udgangspunkt i den måde, man selv opfatter verden på.  Derfor skal interview-emnet eller vinklen på interviewet tage udgangspunkt i hvordan eleverne opfatter verden.

En øvelse i at udvælge et emne eller sætte vinkel på et interview kan være: Klassen forestiller sig at de besøger en landsby, hvor læreren kort fortæller om stedets historie, om enkelte karakteristiske ting i stedets seneste udvikling og skitserer vilkårene for de mennesker der bor på egnen som han/hun ser dem.

Eleverne sættes i grupper og bliver enige om hvad de synes kunne være interessant at få bekræftet eller at vide mere om, og hvem det kunne være interessant at interviewe.

I fællesskab drøftes hvad grupperne er kommet frem til og man udvælger, hvilken vinkel/emne de forskellige grupper skal søge at dække og hvilken målgruppe, de har for deres interview.

B. Lav et ”almindeligt” interview.

Diskuterer, hvad det kunne være spændende at spørge ”en indfødt” om. Det vil være oplagt at diskutere i mindre grupper.

I fællesskab gennemgår I gruppernes spørgsmål.

Eleverne skal bruge arbejdsarket "Interview en indfødt".

Gode råd

Et interview er en samtale og ikke 20 spørgsmål til professoren. Man skal om muligt undgå spørgsmål der kan svares ja – nej på. Et interview er en begyndelse på en samtale. 

Eleverne skal opfordres til at bruge hv-ord, og forberede et uddybende spørgsmål ud fra det først stillede spørgsmål.

Det er en god ide, at eleverne øver sig på hinanden i klassen før de tager ud til de ”indfødte”. På den måde bliver eleverne trænet i at stille de rigtige spørgsmål med tilhørende uddybende spørgsmål. Ved at interviewe hinanden bliver eleverne også bevidste om deres egen baggrund og de værdier i landskabet, som de er opvokset med.

Inden eleverne tager ud skal de lave aftaler om, hvem der spørger om hvad. De skal også have diskuteret, hvilke billeder det ville være godt at illustrere interviewet med – og fordele rollerne som journalister og pressefotografer.

Tal med eleverne om at det er vigtigt, at de præsenterer sig og er høflige, når de besøger ”de indfødte”.

Besøg hos ”de indfødte”.

Vælg om du som lærer vil lave aftalerne eller det skal være eleverne selv der kontakter nogle indfødte og spørger om lov til at interview dem.

Ved besøget stilles de forberedte spørgsmål og alle de spørgsmål der helt automatisk dukker op under samtalen, når de har hørt svarene på de forberedte spørgsmål.

Fortæl eleverne, at de skal give sig tid til at notere svarene efter hvert spørgsmål.

Fortæl eleverne at de skal spørge om lov til at tage et par billeder af ”den indfødte” – og af dem selv på stedet. De skal sige pænt farvel og tak, og love at sende en kopi af deres artikel.

Bearbejdelse.

Tilbage i klassen kan artiklen skrives. Brug arbejdsarket "Interview en indfødt".

Beslut om hver gruppe skriver en artikel eller hver elev skriver sin egen artikel.

Flere artikler om det samme besøg, kan være meget lærerigt, eftersom eleverne sikkert vil vælge forskellige overskrifter, formuleringer og illustrationer.

Årstid

Hele året.

Tidsforbrug

Forberedelse i klassen: 2 timer. Besøg hos ”de indfødte”: 2 - 4 timer. Bearbejdelse: 3 timer.

Forberedelse

  • Hvis ikke eleverne selv skal gøre det, så lav aftaler med elevernes forældre, naboer, onkler, tanter eller tag kontakt til ”andre indfødte”. Hvordan kontakterne opstår, vil være meget forskelligt alt efter hvor skolen ligger i det thylandske område.  
  • Print arbejdsark.
  • Papir og blyant – hver elev skal selv kunne tage noter. 
  • Kamera/smartphone med kamera.
  • Sørg for adgang til computere med programmer der kan sætte artiklerne flot op med tekst og billeder.

Aktivitet

  • Inde
  • Ude

Opgavetype

  • Livet i Thy før
  • Livet i Thy nu og frem

Mål 1.-10. klasse

Skole

  • Mellemtrin
  • Udskoling

Skolefag

  • Dansk
  • Samfundsfag

Dansk efter 9. kl.

- Kommunikation - Dialog.

Eleven kan analysere samtaler.

Eleven har viden om retoriske virkemidler, talehandlinger og positionering.

Dansk efter 9. kl.

- Fremstilling - Fremstilling.

Eleven kan fremstille sammenhængende tekster i forskellige genrer og stilarter.

Eleven har viden om varierede udtryksformer  målrettet forskellige målgrupper.

Samfundsfag efter 9. kl.

- Sociale og kulturelle forhold - Kultur.

Eleven kan diskutere kulturs betydning for individer og grupper.

Eleven har viden om kultur og kulturbegreber.

Besøgssteder

  • De Sorte huse i Agger
  • Klitmøller Landingsplads
  • Stenbjerg Landingsplads
  • Vorupør Landingsplads
  • Vorupør Museum

Hvor som helst i Nationalpark Thy, hvor I kan møde nogle af de mennesker der bor der. Find evt. selv ud af hvor det vil være bedst, i forhold til hvor jeres skole ligger.