Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Klithedens og klitplantagens flora (Thy73)

Opgaven

Planter har mange krav til deres voksested, for at de skal kunne trives. Blandt andet jordbundens sammensætning, lysforhold og næringsstofindhold.

Biotopernes forhold kan undersøges ved forskellige metoder, der kræver mere eller mindre avanceret udstyr og tid. En af de nemmeste metoder er, at observere og registrere hvilke planter der vokser i et område, da ikke alle planter trives på de samme biotoper.

Eleverne skal lære hvilke planter, der typisk vokser i klitheden og klitplantagen. De to biotoper ligger tæt opad hinanden, men indeholder alligevel meget forskellige planter.

Sådan gør du

Hjemme på skolen

Før I drager ud i nationalparken er det en fordel at eleverne stifter bekendtskab med at artsbestemme planter, herunder nøgle planter og bruge et opslagsværk. Det kan være svært at artsbestemme og finde arten i opslagsbøger. Derfor er det givende for eleverne, at de i klasserummet har forsøgt at artsbestemme arter. Tag klassen med ud i skolegården og lad dem undersøge området for arter. Gyldendals farveflora af Kirsten Tind indeholder en overskuelig tilgang til det at artsbestemme planter.

Hvis I vil bruge mobiltelefon og app til at hjælpe med artsbestemmelsen, kan I installere den gratis app Pl@ntnet, og lære den at kende på forhånd.

I kan få hjælp af en biolog eller naturvejleder første gang I arbejder med artsbestemmelse i felten. Lav en forespørgsel efter en naturvejleder på https://nationalparkthy.dk/oplev-nationalparken/book-en-naturvejleder/

Ude i nationalparken

Del eleverne ind i grupper á 4, og lad hver gruppe afmærke et kvadrat på 10x10 m. Fordel grupperne, så der er lige mange grupper i klitheden og i klitplantagen.

Se forslag til placering af grupperne på billedet ovenfor. Rammerne på kortet er kun vejledende og grupperne må gerne placeres uden for disse.

Lad eleverne udfylde arbejdsarket “Undersøgelsesfeltet a279”.

Eleverne skal tage billeder af de tre-fem mest repræsenterede arter i hver gruppe (træer, buske, urter) som skal bruges til fremlæggelsen.

Derudover skal de tage et billede, der viser hele deres 10*10 meter undersøgelsesfelt.

Det er vigtigt, at billederne af planterne er skarpe og får alle detaljer omkring plantens udseende med.

Opsamling hjemme på skolen

Dan nye grupper á fire elever med to fra en klitplantagegruppe og to fra en klithedegruppe.

Lad eleverne lave en præsentation af deres undersøgelsesfelter og fremlægge den for resten af klassen.

Fremlæggelsen skal indeholde:

  • Sammenligning af de to områder
  • Hvordan er de ens?
  • Hvordan adskiller de sig fra hinanden?
  • Hvilke planter var der flest af i klitplantagen og i klitheden?
  • Hvilke planter var der færrest af i klitplantagen og i klitheden?
  • Lagkagediagram med fordelingen af træer, buske, urter.
  • Husk at anvende de billeder I har taget. 

Årstid

Sent forår, sommer, tidligt efterår. Det er lettest at artsbestemme planter, når de har blade og blomster.

Tidsforbrug

4 timer i felten 3 lektioner til opsamling og fremlæggelse

Forberedelse

Installer app’en Pl@ntnet og lær den at kende.

Materialer: 

  • Floraopslagsbøger
  • Snor til afmærkning af undersøgelsesfelter
  • Opladede mobiltelefoner med kamera
  • Papir og blyant til notater

Aktivitet

  • Inde
  • Ude

Opgavetype

  • Planter og dyr
  • Sandflugt og landskab

Mål 1.-10. klasse

Skole

  • Mellemtrin
  • Udskoling

Skolefag

  • Biologi
  • Natur og teknologi
  • Understøttende undervisning

Læringsmål - Eleverne kan:

  • Foretage feltundersøgelser
  • Samarbejde i grupper
  • Lære udvalgte organismer at kende, og forstår deres livsytringer og tilpasninger til forskellige livsbetingelser.
  • Eleven kan indsamle og vurdere data fra egne og andres undersøgelser i naturfag.
  • Eleven kan forklare årsager og virkninger af naturlige og menneskeskabte ændringer i økosystemer.

Besøgssteder

  • Lodbjerg Fyr

Se udeskolelokaliteter på kort.