Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Insekters tilpasning (Thy74)

Opgaven

Dyrelivet i et område afhænger af hvilke forhold, der er i området. Er det tørt eller vådt? Solrigt eller skyggefuldt? Hvilke planter vokser der?

Hvis vi klarlægger områdets forhold kan vi sige noget om, hvilke dyr vi forventer at finde. Omvendt kan de dyr vi finder sige noget om områdets forhold og hvilke tilpasninger dyrene har gennemgået for at kunne leve her.

Sådan gør du

Hjemme på skolen

Forbered eleverne hjemmefra på det, de skal lave i nationalparken. Tal med eleverne om:

  • Hvordan man artsbestemmer insekter.
  • De forskellige familier af insekter.
  • Hvordan man bruger et opslagsværk.
  • Forskellen på de forskellige naturtyper, som de kan komme til at arbejde med.

 

Ude i nationalparken

  1. Udvælg 3-4 forskellige områder/naturtyper, der befinder sig et godt stykke fra hinanden. For eksempel; klithede, fugtig klitlavning, nåleskov, løvskov, græsplæne, strand og grøft.
    Marker evt. områderne i hvert hjørne.

  2. Del eleverne ind i små grupper (2-3 elever) og fordel grupperne ligeligt mellem områderne, så der er flere grupper, der arbejder med den samme naturtype.
    Husk eleverne på at det er vigtigt, at de får taget gode billeder, samt noteret alle de oplysninger de kan observere om insektet, inden det slippes løs igen.

  3. Start med at lade eleverne beskrive det område de har fået tildelt. Hvordan ser det ud? Hvilke planter kan de genkende? Hvordan lugter der? Hvad kan de høre?
    Dette gøres både for at skærpe elevernes observationsevne, give dem flere parametre at huske dagens oplevelser og læring ud fra og for at gøre dem opmærksomme på hvilke levesteder, der er for insekter på deres område.
    Tag gerne billeder af området til senere fremlæggelse.

  4. Lad eleverne fange insekter med insektsugere, fingrene og sommerfuglenet. De skal fange mindst ti forskellige arter. Det er vigtigt at eleverne bliver på deres eget område, så undersøgelserne ikke får for mange fejlkilder.

  5. Artsbestem insekterne og find ud af hvilken familie insektet hører til. Sørg for at slippe insekterne fri igen efter, at de er blevet korrekt identificeret.

  6. Udfyld skemaet i arbejdsark ”Insektbeskrivelse a278”. Beskriv kendetegn for insektet og familien. Her er det vigtigt både at få insektets ligheder med resten af familien skrevet ned og de områder hvor det adskiller sig fra familien.
    Tag flere billeder af hvert insekt, der viser de forskellige kendetegn og træk. Beskriv insekternes morfologi (udseende).

  7. Efter udfyldning af arbejdsarket skal eleverne:
    - beskrive hvilke træk, der går igen ved de fleste af disse insekter.
    - fortælle hvad man kan sige om området ud fra insekternes træk? Inddrag eventuelt insekternes foretrukne levesteder til at drage konklusioner om området.
    Punkt 7 kan evt. udfyldes på skolen.

Sørg løbende for, at eleverne arbejder i den rigtige retning og får hjælp til at adskille sammenhænge og tilfældigheder.

 

Hjemme på skolen 

Opsamling kan laves som en aflevering eller som en fremlæggelse.

Grupperne skal fremhæve insekternes fællestræk og forskelligheder, samt hvad de kan udlede om området ud fra de fundne insekter.

Insekter, som gruppen finder atypisk for området, fremhæves også, med begrundelse for hvorfor de ikke ville forvente at finde insektet i deres område.

Evt. ekstraopgave

Udvælg det af insekterne der har en tydelig tilpasning til området. Forestil jer nu at området var det helt modsatte, vådt er tørt, sand er jord, høj vegetation er lav og så videre. Hvordan skal insektet se ud for lettest at kunne overleve i det nye område? Tegn og beskriv jeres tilpassede insekt.

Årstid

Sent forår, sommer, tidligt efterår. Det er lettest finde insekterne når det er varmt og solrigt.

Tidsforbrug

3 timer i felten 3 lektioner til opsamling og fremlæggelse

Forberedelse

Medbring materialer:

  • Insektopslagsbøger
  • Insektsugere, sommerfuglenet, terrarier
  • Opladede mobiltelefoner med kamera
  • Papir og blyant til notater

Aktivitet

  • Inde
  • Ude

Opgavetype

  • Planter og dyr

Mål 1.-10. klasse

Skole

  • Mellemtrin
  • Udskoling

Skolefag

  • Biologi
  • Natur og teknologi
  • Understøttende undervisning

Læringsmål - Eleverne kan:

  • Foretage feltundersøgelser.
  • Samarbejde i grupper.
  • Eleven kan undersøge organismers systematiske tilhørsforhold.
  • Eleven har viden om biologisk systematik og klassifikation.
  • Eleven har viden om organismers morfologiske, anatomiske og fysiologiske tilpasninger.
  • Lære udvalgte organismer at kende, og forstår deres livsytringer og tilpasninger til forskellige livsbetingelser.
  • Eleven kan indsamle og vurdere data fra egne og andres undersøgelser i naturfag.
  • Eleven kan forklare årsager og virkninger af naturlige og menneskeskabte ændringer i økosystemer.

Besøgssteder

  • Lodbjerg Fyr

Se udeskolelokaliteter på kort.